Premiere på Aarhus Studenterradios nye sendeplan

Kære studerende og andre lyttere

I næste uge vil Aarhus Studenterradio endnu en gang begynde at sende radio her på siden. Kl. 9:00 mandag sender vi det første afsnit af vores nye forskningsprogram Profundis, hvori jeg taler med Mads Rosendahl Thomsen, professor i litteraturhistorie om hans tænkepause Tekst. Derefter følger en håndfuld forskellige podcasts produceret hos radioen frem til ca. 12:00, hvor vi stopper udsendelsen for denne gang. Men hele denne radioblok gentages med det samme indhold igen fra 15:00 til 18:00, og dette kommer til at være den generelle model for radioens nye sendeplan i første omgang. Altså både mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i næste uge kommer vi til at sende radio fra 09:00 til 12:00 og igen fra 15:00-18:00, med det samme indhold i begge blokke. Hver dag har dog et program i hovedfokus, idet det får premiere. Disse programmer er som sagt Profundis, men også Pjæk, UniLiv, Den Åbne Kanal og Støj FM!

Pjæk er radioens nye kulturprogram, der kommer til at dække forskellige kulturtilbud til unge i Aarhus, men også anmelde bøger, film, skuespil osv., der kunne have interesse.

UniLiv vil bringe forskellige foreninger og organisationer på universitet i studiet for at lære dem bedre at kende, men også tale med den almene studerende og give gode tips til studielivet.

Den Åbne Kanal giver de studerende ordet, idet vi inviterer forskellige studerende eller tidligere studerende ind for at præsentere deres bachelorprojekt, speciale eller lignende projekt relateret til studielivet.

Støj FM er radioens nye musikprogram, der vil fremhæve små og anderledes kunstnere inden for musikbranchen.

I andre nyheder så har vi haft nogle udskiftninger i radioens bestyrelse: Kiana Lissa Marchi er radioens nye forperson, Ida Storgaard er trådt til som pr-ansvarlig, og Nick Kajendra er den nye musikansvarlige. Vi kommer inden alt for længe til at opdatere vores hjemmeside med yderligere oplysninger, angående både vores nye redaktionsmedlemmer, men også vores nye radioprogrammer, og hvordan sendeplanen kommer til at ligge i fremtiden.

Mvh. Valdemar Lenschow, Chefredaktør